Biludlejning Los Angeles - Englenes by
Los Angeles har blandt mange danske turister et dårligt ry og derfor vælger mange at køre i en stor bue udenom byen. Men det er en stor fejltagelse, for Los Angeles er i en klasse for sig selv. Los Angeles er faktisk meget mere end de meget besøgte Universal Studios, Beverly Hills, Hollywood og Disneyland.
Tag dig tid til at lære byen og kende, så du kan opleve alle de forskelligartede ting som Los Angeles har at byde på.
Stjernestøv og Oscar i Hollywood
Siger man Los Angeles, siger man naturligvis også Hollywood. Her er blevet gjort en flot indsats for at fjerne det lidt slidte præg, som bydelen før havde, og der er ikke længere hjemløse, ludere eller lommetyve på gaderne. I stedet er der en atmosfære af stjernestøv, og du må naturligvis opleve en tur på Hollywood Boulevard, og se Hollywood Walk of Fame, hvor stjernerne har sat deres autografer i gadens fliser.
Når vi er ved kendisser og stjerner, så tag også en guidet rundvisning i Kodak Theater, hvor den berømte uddeling af Oscar-statuetterne finder steder hvert år. Gå op ad den røde løber, og se hvor de allerstørste stjerner sidder under showet.
Se på vinduer på Rodeo Drive
Måske husker du scenen fra filmen ”Pretty Woman”, hvor Julia Roberts oplevede snobberiet i forretningerne på Rodeo Drive i Los Angeles. Det er fantastisk at ose rundt i de luksuriøse forretninger i Rodeo Drive, og lege stjerne for en dag. Men priser er der ikke nogen af, for har du råd til at shoppe på Rodeo Drive, så har du råd til hvad som helst! Hold også øje med kunderne og de store luksusbiler, for måske ser du en filmstjerne!
Og når du så er færdig med Rodeo Drive, hvad er så bedre end at slappe af med en drink på Regent Beverly Wilshire hotel, som var det hotel Julia Robers boede på i filmen?
På eventyr i Universal Studios
Verdens mest berømte film-temapark ligger i Los Angeles. Universal Studios fører dig igennem filmens verden på en utroligt underholdende måde. Oplev Arnold Schwarzenegger som sin berømte figur i ”Terminator 2”, eller kom ud på en nostalgisk rejse i 80’erne med filmen” Back to the Future”. Her kan du også opleve ”King Kong” med verdens stærkeste 3D-effekter, en tur i ”Jurassic Park” og Shrek i 4D! Universal Studios får hele tiden nye attraktioner, så det er altid et fantastisk sted at besøge, dog ikke for helt små børn.
Nyd solen ved Venice Beach og Santa Monica
Skal du nyde den californiske afslappede livsstil som vi oplevede den i tv-serierne ”Beverly Hills 90210” og ”Baywatch”, så skal du en tur ned ad strandpromenaden i Venice Beach i Los Angeles. Her ligger smukke solbrune mennesker og viser sig frem, og her ser du de seneste nye trends indenfor rulleskøjter og skateboards.
Lidt længere mod nord skal du gå en tur langs strandpromenaden ved Santa Monica, som har en noget mere fornem stil. Her kan du også se Santa Monica Pier, som er en træmole med et lille tivoli smukt beliggende ved kanten af Stillehavet.
Gratis verdenskunst i Getty Center
For den kunstinteresserede har L.A. masser at byde på, og her Getty Center en enestående oplevelse. Når du har betalt parkeringsbilletten, så er resten af det storslåede museum gratis at besøge. Milliardæren J. Paul Getty var en stor samler af kunst, og museet byder på store kunstværker i absolut verdensklasse.
Derudover er museets imponerende arkitektur lige ved kanten af Stillehavet et kunstværk i sig selv, så ud over kunstværkerne kan du opleve en storslået udsigt ud over Los Angeles og Stillehavet.
Museum of Neon Art
Hele Californien og i særdeleshed Los Angeles er kendt for sine klassiske neonskilte. Derfor har L.A. naturligvis også sit helt eget neon-museum - ”Museum of Neon Art” - med klassiske neonreklamer og neon-kunstværker af lokale kunstnere. Museet arrangerer også guidede aftenture, hvor man kører rundt i Los Angeles i åben dobbeltdækkerbus og ser mange af byens smukkeste og historiske neon-reklamer, som er renoveret og bevaret for eftertiden
Rundt i Los Angeles
Los Angeles er jo englenes by, men så sandelig også bilernes by. Selve myldretidstrafikken i Los Angeles er altid temmelig kaotisk, det er fornuftigt at holde sig langt væk fra byens mange motorveje mellem kl. 7 og 9 om morgenen, og mellem kl. 15 og 18 om eftermiddagen. I stedet at det mere behageligt at benytte sig af Los Angeles’ nye net af sporvogne og metro-linier, der nemt og effektivt fører dig derhen du vil - uden bil.
Joshua Tree National Park
Et par timers kørsel øst for Los Angeles ligger National Parken Joshua Tree, som er en af de mindre kendte parker i USA. Joshua Tree er en ørkenpark, og parkens særkende er de specielle Joshua Trees, som er en palme der strækker sine grønne ”arme” op mod himlen. Her vil du opleve utrolige klippeformationer i gule og røde farvenuancer, masser af flotte kaktusser og selvfølgelig Joshua-palmerne.
Joshua Tree National Park er et af de mest populære steder, når det drejer sig om bjergklatring i USA. Så du vil ganske givet opleve mennesker, der klatrer rundt på de mest mærkelige steder på klippetoppene i parken. Og vil du selv klatre, så er Joshua Tree National Park et af de allerbedste steder at komme i gang.
Læs mere på Higways USA storbyguide Los Angeles
Andre rejseguider

Biludlejning i Dallas - “Live large. Think big.”
Dallas er en storby med stor variation - det er blevet en smelteovn af forskellige kulturer, religioner og stilarter. Denne blanding af specielle særpræg og forskelle ser man overalt i Dallas. Der er mange indtryk, lyde, smagsoplevelser og kunstarter. Dallas’ autentiske kunst, mad, kirker, historiske bygninger og storbys-livsstil er alle med til at gøre Dallas til en attraktiv storby. Bestil Biludlejning i Dallas Lufthavn op gå på opdagelse i oplandet og resten af Texas, som med sin lange græse til Mexico udgør et vindue til den latinamerikanske kultur. Med sine utallige festivaler, udstillinger, attraktioner og events tilbyder Dallas en bred vifte af muligheder for at opleve - og værdsætte - alt hvad de forskellige kulturer, religioner og stilarter bringer til byen

Biludlejning i New Orleans - the birthplace of Jazz
Velkommen til Jazzens fødested. Hver aften hele ugen er gader og klubber fulde af fantastisk musik Fra traditionel jazz til acid jazz - der er noget for enhver smag hver dag. New Orleans, den største by i staten Louisianna, blev grundlagt af Franskmænd og har sit navn fra Philippe d’Orléans, en fransk regent. Derefter var byen under spansk herredømme, inden den igen blev fransk, hvorefter den blev solgt til USA. Byen er kendt for den distinkte franske creoliske arkitektur, og også for den mangekulturelle arv. Mange slaver kom hertil på skibe fra Afrika og blev solgt videre til andre stater, det har givet New Orleans dens mangekulturelle arv. Byen er også kendt for sin mad, musik og mange festivaler, specielt det årlige karneval, Mardi-Gras. Byen bliver ofte refereret til som “den mest unike by” i Amerika.

Biludlejning Atlanta - værtsby for Sommer OL i 1996
I 1996 afholdtes de olympiske lege i Atlanta. Det uofficielle navn på olympiaden var Centennial Olympics. OL var med til at forvandle Atlanta til den mangfoldige storby, den er i dag. Hele infrastrukturen blev forbedret og Centennial Olympic Park i det centrale Atlanta blev også bygget i forbindelse med OL og er absolut et besøg værd med sit storslåede springvand og fine omgivelser. Desuden findes Centennial Olympiske Lege Museum i Atlanta Historiske Center (The Atlanta History Center). Bestil billeje i Hartfield-Jackson Atlantas internationale lufthavn og oplev Sydstaternes Metropol på nærmste hold.

Biludlejning i Washington D.C. – Magtens centrum
Washington D.C. har en stærk politisk aktivitet og summer af liv og atmosfære. Men egentlig er byen meget uamerikansk. Du ser ikke mange højhuse, men derimod er byen fyldt med flotte store monumenter, som faktisk får en til at tænke mere på Europa end på USA. Det ses da også tydeligt, at det var europæiske hovedstæder som Paris, London, Rom og Athen som byplanlæggerne havde i deres tanker, da de anlagde de første brede boulevarder i byen ved Potomac-floden i Virginia. Washington er tætpakket med museer i absolut verdensklasse, og de fleste af dem kan man endda besøge helt gratis.

Biludlejning i Seattle – den smukke by ved havet
Seattle i Washington State oppe i det nordvestlige hjørne af USA kan ikke kun prale af sin naturskønne placering ved Puget-bugten. Byen er nemlig også præget af et meget rigt kulturliv, et levende byliv og en kreativ og dynamisk iværksætterkultur, som man ikke finder magen til andre steder i USA.
